Kollegium 4, 5, 6 samt 7, 8 og 9 er bygget i en tid hvor det ikke var normalt, at have eget køkken og eller bad på hvert enkelt kollegieværelse. Således har hver gang på kollegiet fælles baderum og toiletfaciliteter. Kollegium 1, 2, 3 er renoveret og har toilet og bad på værelserne. Til gengæld skal man ikke betale for vandforbrug.
For de fleste ganges vedkommende er man 15 personer om at dele to toiletter og to store baderum.
De fælles toiletter og baderum rengøres af et professionelt rengøringsfirma. Det er samme firma, som også står for rengøringen af gange, trapper og alle andre fællesfaciliteter med undtagelse af køkkenet.
Som beboer slipper man således for på nogen som helst måde at skulle tænke rengøring eller indkøb af papir m.v. Istedet kan man bruge tiden på studiet og vennerne.
Selvom klokken er 7:30 onsdag morgen betyder det ikke, at der er kø til baderummene. Faktisk er det sjældent, at der er kø.
Årsagen er selvfølgelig den simple, at vi alle har vores eget læse- og studiemønster, ligesåvel som nogle beboere læser på en bacheloruddannelse med et tætpakket forløb, og andre er på en mere fri kandidatuddannelse, hvor kan slappe lidt mere af om morgenen.
Der kan med andre ord gå måneder imellem de gange, man oplever at komme til at skulle stå i kø.